fredag den 30. november 2007

Så har jeg også givet et bidrag til den store vidensbank

Så har jeg fået skrevet lidt i Wikipedia om Hjørring gymnasiums bibliotek. Ikke som en selvstændig artikel, men som et afsnit i artiklen om Hjørring Gymnasium & HF Kursus.

Det var en god og sjov lille opgave og gav bestemt blod på tanden mht. at være med til at bidrage til den store vidensbank som Wikipedia jo er. Det er jo et spændende site som der skrives og diskuteres meget om, men ét som alle i skole- og biblioteksverdenen er nødt til at forholde sig til men forhåbentligt også favne, dog med de kritiske briller på.

Jeg har vist ikke fået det skrevet før i bloggen men altså MEGET STOR ROS til jer, der udarbejder de meget fine og særdeles gennemskuelige vejledninger. De gør virkelig opgaverne til en leg.

Ellers er det ved at ebbe lidt ud med litteratursøgninger til 3. g'erne og 2 Hf'erne, de får deres opgaver udleveret i næste uge og skal så hjem og skrive i 14 dage.
Selv tager jeg en lille uge ud af kalenderen, da jeg skal til årskontrol på Skejby sygehus med mit hjerte. Det er den 13. årskontrol i rækken da jeg fik hjertet i 1994.
Så næste uges opgave bliver nok en smule forsinket, men mon ikke jeg også når at få den lavet midt i al juletravlheden.

lørdag den 24. november 2007

Google dokumenter: Det er da en rigtig god ide

Nedenstående har jeg lavet som dokument i Google dokumenter og sendt til min blog. Dog havde jeg ikke fået lavet overskrift eller sat etiketter på indlægget så det gjorde jeg bagefter via min blogs redigeringsmodul. Her satte jeg også dette afsnit ind. Jeg synes, jeg er blevet meget fortrolig med at bruge bloggen og de moduler, der er til den. Så lærer jeg helt bestemt noget undervejs i projektet.

Så har jeg efter en super travl uge fået sat mig hjemme en lørdag for at nå ugens opgave med Google dokumenter. Af samme grund har jeg ikke fået en medskribent på, men har dog forsøgt at sende via "dele" funktionen til en af mine kollegaer på et af de andre gymnasier.

Jeg er lidt spændt på om vi fremover vil kunne udnytte denne funktion, da den jo er smart for os ene-bibliotekarer på gymnasierne hvis vi skal sende noget skriftligt til hinanden. Tror godt jeg kunne komme i tanke om et par situationer, hvor det ville have været smart at kunne.

Ellers er ugen gået med hiv og sving og mange bestillinger ud af huset til vores 3 g'ere der skal til at skrive deres studieretningsprojekt og vores 2 Hf'ere, der skal skrive stor skriftlig opgave.

Det giver meget arbejde men er også spændende og givende og da de nu om dage skal skrive i mindst to fag, bliver emnerne også mere fyldige og ikke som de plejer.

På et helt personligt plan kan jeg glæde mig over i ugens løb og være blevet "pap-farfar" til en lille pige. Det gør alting lysere og skønnere i dette mørke og triste efterår.

torsdag den 8. november 2007

Sjove opgaver, men man er altid i tidsnød.

jeg synes de ting vi har fået indtil nu i 23ting har været sjove og noget man har lyst til at gøre meget mere ved. Desværre er det ikke altid muligt indenfor den tid man har afsat til det og som ofte ikke holder når man kun er sig selv i biblioteket.
Ikke for at jeg skal spise alt for meget tudekiks her, men til tider kan det være meget presset og i dag har jeg brudt min egen regel om ikke at lave det hjemme på egen computer. Desværre havde vi i dag et meget langsomt kørende netværk + en masse 3. g'ere der skal skrive studieretningsprojekt og der for er i biblioteket på jagt efter materiale og der er dejligt at have dem dér, men hårdt når man skal vente en evighed på div. søgninger.

Jeg fik lavet sidste uges opgaver i fin stil, havde faktisk allerede leget lidt med min Igoogle side men nu kom der så lidt mere på.

Som den Disney-tosse jeg er fandt jeg selvfølgelig et gadget med "dagens Disney figur" og fluks måtte den pryde min Igoogle side.

jeg fik også i sidste uge installeret knapperne til denne uges opgave på min computer, så jeg håber jeg når denne uges opgave med del.icio.us.
Det ser spændende ud og kunne være meget relevant i forhold til at lave små "ressourcerum" med links. For folk udenfor gymnasieverdenen kan jeg fortælle at ressourcerum lige p.t. er svaret på alle problemer med fremskaffelse af materialer.. hmmm